Løvskove

Løvskove i Danmark er tilplantede skove og er således menneskeskabt. Urtevegetationen og buske indfinder sig dog spontant. Afhængig af jordbundsforholdene og lys- og skyggeforhold er det forskellige planter, der vil indfinde sig og således bliver det nemt at se, om vi har skov på morbund eller muldbund.


Løvfældende skov som naturlig plantevækst

Danmark ligger i det nordlige tempererede klimabælte, der har milde vintre og en gennemsnits temperatur for varmeste sommermåned over 10° C. Vores klima betegnes også som kystklima, fordi vi har et overskud af nedbør. Den naturlige plantevækst er løvfældende skov. Dvs. at hvis landet blev overladt til sig selv, ville det være skovklædt lige på nær de vådeste, sureste og mest salte områder. Da skovtræer har en meget lang levetid, vil det generelle vegetationsbillede være stabilt.


Birkeskov i Rold.


Bingelurt i skovbund før bøgen springer ud.
Lys og vind i skoven

Den daglige lysmængde varierer i løbet af året. Mængden er lys er meget forskellig i trætoppen, i skovbunden eller midt imellem. Trækronerne får meget lys om sommeren og lidt om vinteren. I skovbunden er det lige omvendt, her skygger træerne om sommeren, men efter løvfald om efteråret stiger lysmængden. På grund af træernes skygge bliver temperaturen i skovbunden aldrig særlig høj selv på en varm sommerdag, så fordampningen fra skovbunden er væsentlig lavere end fra urtevegetationen udenfor skoven. Skovens træer har samtidig en kraftigt bremsende virkning på vinden under kronen, derfor er mikroklimaet stabilt for skovbundens flora.


Skovenes jordbund

Skovbundens øverste jordlag kan groft sagt inddeles i 2 hovedtyper: mor- eller muldbund. Udviklingen i jordbunden er i høj grad afhængig af de træarter, der præger lokaliteten. Blade og grenes nedbrydning er forskellige fra træart til træart.

Muldbund udvikles på svagt sure til let basiske jorde, hvor bakterier er vigtige for nedbrydning af døde plantedele. Regnormen spiller en vigtig rolle for opblanding af det nedbrudte plantemateriale med den underliggende jordbund.

Morbund udvikles på næringsfattige, sure sandede jorde med svag bakterievirksomhed. Den største nedbrydning foregår ved hjælp af svampe, der er langsomme nedbrydere. I morbunden ophobes derfor et tykt lag organisk materiale, der ligger som en barriere mellem det øvre jordlag og skovbundens planteliv.


Skovsyre vokser på både muld- og morbund.


Risskov. Anemoner i blomst i april.
Bøgeskoven

Der har været bøgeskov i Danmark i ca. 4.000 år. Bøgen skulle konkurrere med egetræet, der allerede havde etableret sig i store egeskove. Bøgen har en toradet gren- og bladstilling, der kaster en kraftig skygge under sig og hindrer mere lyskrævende træer i at vokse under sig. Så snart bøgen springer ud, forsvinder næsten al direkte lys fra skovbunden. Det stiller krav til skovbundens planter, der skal have en væsentlig del af deres vækst overstået, inden skyggen bliver for tæt. Bøgeskoven vokser på næsten alle danske jordbundstyper, men floraen i skoven er vidt forskellig, alt efter om man er på den sure morbund eller på den neutrale til basiske. Hvid anemone findes på næsten alle typer. Enkelte andre findes i næsten alle typer jord, selvom de foretrækker neutral skovbund, bl.a. skovsyre og enblomstret flitteraks. Til muldbundens tidlige skovbundsurter hører også hulrodet lærkespore og gul anemone samt blå anemone og almindelig bingelurt. Morbundens bøgeskov er ofte væsentlig lysere end muldbundens, derfor er bundfloraen ikke afhængig af tidlig start om foråret. På morbunden finder vi bølget bunke, liljekonval, majblomst og skovstjerne samt dværgbusken blåbær.


Egeskoven

Både stilk-eg og vinter-eg indvandrede til Danmark for ca. 9.000 år siden. Det er stilk-egen der udgør de fleste egeskove. Ege kræver rigeligt med lys og især stilk-egens gren og bladstilling tillader, at der kommer meget lys ned i underskoven. Derved får buske som benved, tørst, dunet gedeblad og den klatrende almindelig gedeblad mulighed for at vokse her. De lukker til gengæld af for lyset for urtelaget. I sure, morprægede egeskove finder man bølget bunke, almindelig ko-hvede og majblomst. Her er ofte veludviklede moslag og det er bl.a. her man skal lede efter kantareller. I de mere næringsrige egeskovsområder finder man bl.a. hvid anemone, bingelurt, fladkravet kodriver og kantet perikon.


Det er stilken på agernet, der har givet navn til stilk-egen.


Askeskov i Jeksen Dalen.
Askeskoven

De fleste askeskove er knyttet til fugtig bund med en næringsrig, neutral til svagt basisk muldjord. Asken er et lystræ, der hurtigt bliver højstammet med højt placeret krone, som giver godt med lys til underskoven. Askens visne dele omsættes hurtigt i skovbunden og frigiver derfor en masse næringsstoffer, der sammen med lyset giver basis for en artsrig flora. Af buske kan man finde rød-el, grå-pil, ribs og solbær. Urtevegetationen kan være lav ranunkel, vorterod, firblad, stor nælde, burre-snerre og humle.


Ellesumpe

I Danmark er det kun rød-el der er i stand til at danne skovbevoksninger på permanent våd bund. Derfor vokser rød-el ofte langs søbredder og brede vandløb, her gror den med rodsystemet i konstant vandmættet og iltfattigt miljø. Ved nedskæring danner træet flere nye stammer som sideskud. Derfor kan man altid se, om træet tidligere har været udnyttet, så består skoven nemlig af flerstammede træer. Da ellesumpens voksested er vådt og ofte oversvømmet er bundvegetationen planter, der ellers træffes ved søbredder og andre våde voksesteder som grå-pil, almindelig hæg, almindelig røn, kvalkved og solbær. Urtvegetationen kan være gul iris, skovkogleaks, almindelig vorterod, almindelig milturt, stor nælde, stinkende storkenæb og springbalsamin.


Elletræets rødder i Tjele Langsø.

Tilbage