Moser og enge

Enge kan være meget artsrige biotoper, mens moser ofte er fattigkær og har få forskellige arter. Her er tale om biotoper i tilbagegang på grund af bl.a. dræning. Moser og enge kan underinddeles, afhængigt af om vandet afledes, om der udelukkende tilføres regnvand, om jorden er kalkrig osv. Om køer og heste græsser på engene har også betydning for floraen. Også i moser, enge og kær fortæller vegetationen, hvilken biotop vi befinder os i.


Højtstående grundvand

Enge og moser er voksesteder med et højt grundvandsspejl og evt. vinteroversvømmelse. Når vandstanden er så høj, er der iltmangel i jorden. Det betyder at dødt plantemateriale nedbrydes langsomt og bliver til tørv. Mange af næringsstofferne, der er bundet i det døde plantemateriale, som kvælstof og fosfor, bindes i tørven og er svært tilgængelig for moseplanterne, så tørv betyder mangel på næring og problemet vokser med årene. Jo ældre mosen bliver og jo tykkere tørvelag er, desto mere næring er deponeret i tørven. Planterne man finder her er overvejende lyskrævende urter med en kraftig mosvegetation i bunden af urtelaget.


Højt vandspejl i Portland Mose, Lille Vildmose.


Dun-birk i højmosens iltfattig jord.
Iltmangel i tørvejord

Mosernes høje vandstand betyder at jordbundens hulrum næsten alle er vandfyldte og dermed er den ilt, der normalt er tilstede, fortrængt. Derfor udvikler de fleste moseplanter forskellige former for luftførende væv i jordstænglerne. De træer der vokser i Danmark, har ikke særlige systemer, der sikrer luftskiftet til rødderne i tilfælde af, at jorden bliver vandmættet i længere perioder. En af de få vedplanter, der kan klare det, er dun-birk, der danner et meget fladt rodsystem, der ikke når langt ned i den vandmættede tørv, men breder sig langt ud til siden fra stammen. Så her er der kamp om pladsen og man får en meget åben skovbevoksning.


Moseplanter med speciel teknik

De fleste moseplanter skaffer næring nok ved at indgå et samarbejde med svampe i tørven. Svampene nedbryder det originale materiale i tørven og bytter næringsstoffer for organiske forbindelser med blomsterplanterne. Nogle moseplanter snylter på andre grønne planter, som de modtager næring fra. Det gælder bl.a. stor skjaller og mose-troldurt. Andre moseplanter supplerer deres tilførsel af kvælstof ved at fange insekter og andre smådyr. Det gælder soldug fra højmosen og næringsfattige kær og vibefedt. Begge planter fanger insekterne ved hjælp at stoffer, der klistrer. Herefter udskiller planterne enzymer, der opløser dyrenes proteinstoffer, som derefter optages af de ”kødædende” planter.


Tranebær på spagnum i højmosen. Og et enkelt blad af den meget sjældne multebær.


Tuekæruld i Portland Mose.
Højmoser

I højmosen får planterne kun vand i form af nedbør. Navnet hentyder til, at mosen er højest på midten- som en vanddråbe på en tallerken. Denne hvælvede form på overfladen etableres, når mængden af nedbør er større end fordampningen fra mosen. Danske højmoser kan inddeles i 2 typer. Den ene er meget stor og udviklet på flade områder med hævet havbund især i Nordøstjylland. Her har vi Store Vildmose og Lille vildmose. Den anden type er meget mindre og findes ofte i lavt terræn i forbindelse med tilgroning af en tidligere sø. I begge tilfælde har bunden af højmosen et kompakt lag af tørv, som udelukker forbindelse til det underliggende, mineralholdige grundvand for det næringsfattige regnvand. Overskydende nedbør søger derfor ud mod mosens kant på grund af terrænets form. Her blandes det med mere næringsrigt grundvand. Rundt i mosens udkant opstår en våd randzone der kaldes lagg. Her udvikles plantevæksten som en hængesæk, dvs. et sammenhængende plantedække der nærmest flyder ovenpå den underliggende vandmasse. Hængesækken kan være domineret at sumpplanter som kærmysse, kragefod, og forskellige star-arter og omgivet af sumpskov med dun-birk og rød-el. Ellers skifter højmosen udseende med årstiden. Om foråret er den præget af kærulds hvide frøuld. Senere blomstrer hedelyng, der klarer sig godt på sure og næringsfattige voksesteder som her i højmosen, hvor jordbundens pH-værdi ligger omkring 3,5. Tørvemos er helt afgørende for mosens funktion som biotop, idet den holder mosen sur.


Blomsterne i højmosen

Kun få arter af blomsterplanter kan leve under højmosens betingelser. I mosens våde eller vandfyldte lavninger vokser hvid næbfrø, tue-kæruld, smalbladet kæruld og tue-kogleaks. På tuerne finder vi soldug, revling, hedelyng, klokkelyng, tranebær og rosmarinlyng. I det øvrige Skandinavien finder man meget større områder med højmoser. Her er store mængder af multebær.


Kollemorten Krat nær Give. Fattigkær med tæt bevoksning af tørvemosser.


Tingvad Kær tæt på Tilst vest for Aarhus er en såkaldt kærmose.
Kærmoser eller lavmoser

Mens højmosen er ret sjælden i Danmark, er moser der både forsynes med regnvand og grundvand almindelige i Danmark. Mange er dog afvandede, opdyrkede eller afgravede til brændsel. Disse moser har man kaldt kærmoser eller lavmoser. Kærmose er en gammel nordisk betegnelse, lavmose er en modsætning til den hvælvede højmose. Jo større mængden af tilgængelige næringsstoffer og jo højere jordbundens pH er, jo flere arter findes her, derfor inddeles disse moser i fattig- og rigkær.


Fattigkær

Navnet fattigkær henviser til, at området er artsfattigt. De fattigste moser og kær findes isæt i hedeområderne i Jylland. Plantevæksten minder meget om højmosens, der er dog flere arter. Her er buske som krybende pil og mosepors og urter som blåtop, børste siv, tormentil, benbræk, kravefod og kær-ranunkel. Stiger næringsindholdet dukker flere arter op som, kær-svovlrod, lysesiv, næb-star, vandnavle mf.


Mosepors i fattigkær i Nationalpark Thy.


Rigkær vest for Aarhus.
Rigkær

De næringsrige kær hører til Danmarks mest artsrige plantesamfund. Mens urtefloraen i artsrige skove, skal ses i det tidlige forår og i tidlig sommer, så kommer den fulde blomsterpragt først sent til udfoldelse i rigkæret på grund af den våde og kolde tørvejord. Til gengæld holder blomstringen længere. I rigkærene træffes især bredbladede urter. Forårsbilledet er præget af bukkeblad, engkabbeleje, engkarse, vandkarse og rødviolette gøgeurt arter. Herefter er halvgræsserne dominerende. Af løvtræer ser rød-el, grå-pil, og dunbirk. Disse træer vil med tiden lukke helt sammen om bundfloraen og danne en sumpskov.


Kalkrige moser

De kalkrige moser findes ofte på steder, hvor vandet kommer frem som væld med en konstant tilførsel af ilt og næringsstoffer. Derfor ser man ofte et billede af stor frodighed. Her ses andre tørvemos-arter end i højmosen, som bladmosser og et stort antal star-arter og trevlkrone, leverurt, tvebo baldrian, vild hør og forskellige gøgeurt-arter.


Ved Tinnet Plantage tæt på Gudenåens udspring finder man en kalkrig mose med stor artsrigdom.

Tilbage