Strandenge

Strandenge er lavtliggende voksesteder, der delvist overskylles med havvand to gange i døgnet. Strandengen kan inddeles i flere zoner afhængig af, hvor hyppigt jorden oversvømmes af saltvand. Disse zoner kan nemt aflæses, fordi forskellige planter vokser i de forskellige zoner.


Planter vokser i bælter

Strandenge findes langs en stor del af de danske kyster. Det er flade og lavtliggende områder, der delvist oversvømmes med havvand to gange i døgnet. Strandenge findes ved kyster, der er beskyttet mod kraftige bølgepåvirkning. Når området oversvømmes hyppigt opstår her en markant opdeling af planterne, der nærmest vokser i bælter, der er parallelle med kysten.

Jernhatten på Djursland. Plantebælterne er parallelle med kysten.

Strandeng ved Ugelbølle Strand. Rynket rose har etableret sig et stykke inde på strandengen som en af de første vedplanter.
Et solrigt voksested

På strandengen finder man ingen træer og buske. De kan ikke tåle en vandmættet, stærkt saltholdig jordbund. Nå der ikke er skyggende træer og buske får de lyskrævende planter særdeles gode forhold. Længere inde på den højeste del af strandengen, der kun får salt i form af saltsprøjt under kraftige storme, finder man de første vedplanter som rynket rose, hvidtjørn, almindelig ene, revling og lyng. De får kun salt i form af saltsprøjt under kraftige storme.


Tidevandet

Når vandstanden svinger i bestemte intervaller, kalder vi det for tidevand. Tidevandet varierer mellem højvande og lavvande også kaldet flod og ebbe. Man måler hele tiden vandstanden ved højvande og ved lavvande. Det gør man ikke for planternes skyld, men for at kunne forudsige stormfold, når det stormer. Ved hjælp af målingerne kan man beregne det, man kalder middelvandsstandslinien. For planterne er de maksimale vandstandsstigninger betydningsfulde, de siger nemlig noget om, hvor langt vandet stiger op på kysten. Specielt om vinteren optræder det største højvande, hvor havvandet trænger længst op på kysten, når der er højvande. Det opskyllede plantemateriale, det ligger længst oppe på kysten er som regel vinter højvandslinien.

Ebbevej til vadehavsøen Langli i Ho Bugt. Billedet er taget midt i mellem ebbe og flod. Vandet er stigende og et stykke ude er vejen oversvømmet.

Opskyllet organisk materiale på stranden ved Kyndby Værket
Forskellige saltmængder i strandengen

Strandengen får tilført vand på forskellige måder. Når havet oversvømmer strandengen, når grundvandet siver ud fra de landområder, der ligger indenfor kystområdet og fra regnvand. Ved højvande og oversvømmelse tilføres jordbunden salte og den væske i jorden, som er planternes vandforsyning bliver saltholdig. Saltindholdet er jævnt aftagende, jo længere væk man kommer fra kysten. Strandengens jordbund er næringsrig, fordi den tilføres opløste næringssalte og organisk materiale i form af både levende og døde dyr og planter.


Græsning på strandengen

I århundreder har strandengene været brugt til afgræsning for køer og får, derfor har de bevaret deres naturlige præg. Hvis man overlod strandengene til sig selv, ville de udvikle sig hen mod en strandrørsump med høje flerårige planter som tagrør og kogleaks. De græsagtige planters stængler og blade er svært nedbrydelige, så i vinterhalvåret ophobes et lag halm, der bliver tykkere og tykkere år for år.

Græsning på diget og længere ude på strandengen foran Margrethe Kog ved Højer.

Emmerlev Klev. Ugræsset strandeng hvor vadehavsdiget slutter nord for Højer.
Plantevækst i tre hovedgrupper

På en typisk dansk strandeng, der afgræsses af får eller køer falder jordbundens saltindhold jævnt fra omkring 4% tættest på havet til ca 2% i baglandet og man ser tydeligt, at planterne og vegetationen ændrer sig fra strandkantens daglige lavvandslinie ind mod det tørre bagland. Strandengen opdeles i tre hovedgrupper: vade, strandeng med forskellige zoner og strandoverdrev.

Vaden

Tættest på havet er plantevæksten sjældent sammenhængende, men ofte præget at den enårige salturt, også kaldet kveller. Her kan man også træffe almindelig vadegræs, strand-asters og vingefrøet hindeknæ. Denne vegetationstype kaldes vade og findes især i marksområderne i det sydvestjyske Vadehavsområde fra Skallingen til syd for den dansk-tyske grænse.


Zoner i strandengen

Strandengen er det område hvor der én til flere gange om året, isæt i vinterhalvåret, kan forekommer oversvømmelse med saltvand. Strandengen kaldes ofte for salteng for at markere forskellen til græssede enge i indlandet uden saltpåvirkning. I strandengen findes ofte 3 zoner, som ses ret tydeligt. Tættest på vaden og havet ses en grågrøn zone, der er domineret af flerårige arter som strand-vejbred, strand-asters og vingefrøet-hindeknæ. Flere af disse arter har grågrønne stængler og blade, derfor virker zonen grålig. I denne zone tilbageholdes materiale i forbindelse med oversvømmelse. Det er også de vådeste zoner, derfor sker nedbrydningen af dødt plantemateriale relativt langsomt. Der sker en ophobning af en tørveagtig masse og terrænet hæves og den næste zones planter får mulighed for at indfinde sig.

Strandasters på strandengen ved Rønnerne nord for Frederikshavn.

Harrild på Kalø.
Harril- og rød svingel-engen

I den næste zone finder man harril og rød svingel, derfor kalder man den harril- og rød svingel-engen. Det er isæt harrils mørkegrønne stængel og blade, der sætter farve på denne zone. Man kan også finde arter fra den yderste zone som et eksempel på, at naturen ikke udvikles efter en lige linje, man kalder det er en forskydning i vegetationen, der foregår på grund af tidevandets uens tilførsel af materiale. Endnu længere væk fra havet finder man en zone der domineres af jordbær-kløver, gåsepotentil, mark-rødtop og atter rød svingel. Om sommeren har denne zone en større blomsterpragt end de yderste zoner, der domineres af græsser og halvgræsser.


Strandoverdrevet

Indenfor strandengen finder man strandoverdrevet. Det dannes ovenfor vinterhøjvandslinjen. Her tilføres kun salt med blæstens vand- og skumsprøjt. På strandoverdrevet findes samme planter som på de græssede indlandsoverdrev, der er beskrevet i menuen om græsland. Her finder man både indlandsarter som almindelig hønsetarm, hvid-kløver, høst-borst og håret star og arter, der elsker salt som engelsk-græs, fliget vejbred og smalbladet kællingetand.

Rye Skandser på Mols.

Glatved Strand. Sumpet flade af dødt materiale.
Når stranden lugter

Flere steder i de indre farvande, hvor der er store mængder opskyl af alger og ålegræs, er kysten udformet på en sådan måde, at det døde materiale ikke kan transporteres videre op på strandengen. Her opstår sumpede flader af dødt materiale, der invaderes af svovlbakterier, der udvikler store mængder af stinkende svovlbrinter.


Tilbage