Heder

Som voksested er heden ofte et næringsfattigt område, der tidligere har være skov eller landbrugsområde. Heden har sin helt egen vegetation af småbuske, der har tilpasset sig forholdene med sandet jord, udtørring og sol.


Heder er menneskeskabte

Heder er dværgbuskesamfund på næringsfattig jordbund. Ligesom de næringsrige overdrev findes hederne på arealer, der tidligere var skovdækkede. De fleste heder er som overdrev og andre græsarealer resultatet af menneskenes udnyttelse af områderne og er ustabile samfund, der vil gro til med løvskov, hvis de bliver overladt til sig selv.


Rebild Bakker ved Skørping. Hedeområde uden græsning.


Oudrup Østerhede, Himmerland. Gammel lynghede med bævre-asp. Morprofilen viser det grålige blegesand under de visne lyngplanter. Derefter et rustrødt allag og nederst gult sand.
Hedens jordbund

Da isen smeltede efter sidste istid, sendte smeltevandet enorme mængder grus og sand ud over smeltevandssletterne. Disse områder var både næringsfattige og effektivt drænet. Det er her vi finder de fleste hedeområder. En række dværgbuske, herunder hedelyng, revling, tyttebær og hede-melbærris og græsser som blåtop og bølget bunke, trives fint under disse forhold. På den kalkfattige, sure jordbund nedbrydes døde plantedele langsomt, hvorefter der efterhånden dannes et tykt, surt morlag under planterne. Syren fra morlaget er i stand til at opløse en række stoffer i de øverste jordlag, der føres med regnvandet længere ned i jorden og efterlader det øverste jordlag, som man kalder blegesand, helt tømt for næring. De udvaskede stoffer udfældes længere nede i et hårdt, næsten uigennemtrængeligt lag, der kaldes al. Her findes store mængder jern.


Hedens historie

Da skovtræerne for ca. 10.000 år siden ankom til Danmark, fortrængte de dværgbuskene, der havde etableret sig efter istidens ophør og de lyskrævende dværgbuske måtte klare sig i spredte skovlysninger. Da mennesket for ca. 5.000 år siden begyndte at opdyrke jorden, fældede og afbrændte de små skovområder til korndyrkning. På de næringsfattige jorde, blev jorden hurtigt udpint, hvorefter man flyttede til et nyt område. Dværgbuskene fik nu lysåbne områder til at etablere sig i. I middelalderen, hvor man overalt i Nordeuropa opførte kirker og herregårde, var der brug for brændt kalk til mørtel. Først brugte man træ fra skovene og senere lynghalm og tørv og hederne bredte sig. Omkring 1750 begyndte man især i Jylland at opdyrke hede for at få skov til mere intensivt landbrug eller til tilplantning af nåleskov. Det krævede hårdt fysisk arbejde, at komme ned til jordlaget under allaget. Fra 1750 til i dag er de jyske hedearealer blevet reduceret med ca. 90%.


Billund. Hedeområde i Frederikshåb Plantage.


Hedelyng.
Hedelyngens livsforløb

De fleste af hedens planter er afhængige af et samliv med svampe. Svampene har noget af deres væv inde i lyngplanten og overfører næring til planten, specielt kvælstof, som stammer fra svampenes nedbrydning af allaget. Til gengæld får svampene organiske stoffer fra lyngen. Når hedelyngen danner frø, vokser noget af svampevævet ind i frøet, så samlivet mellem lyngen og svampen kan begynde fra plantens tidligste stadium. Hedelyng er en meget lyskrævende busk, der i de første år vokser kraftigt. I en alder af 5 år begynder hedelyng at blomstre. Efterhånden bliver den enkelte plante åben i toppen som tegn på, at den er ved at blive gammel. Hvis planten på dette stadie skæres ned eller bides tilbage, er planten i stand til at danne sideskud. I en alder af 25-30 år dør planten.


Andre lyngplanter

Selvom hedelyng er dominerende på heden, finder man også andre dværgbuske. Tyttebær danner ikke egentlige buske, men har et underjordisk, dybtliggende stængelsystem, hvorfra der skydes blade og blomsterbærende skud op. Tyttebærs frugter er vigtig føde for hedens dyreliv. Til lyngfamilien hører også hede-melbærris, der danner tætte, brede og flade bevoksninger med matskinnende blade. Klokkelyng er især kendt fra højmoserne, men optræder også i fugtige hedeområder. Næstefter hedelyng er revling den vigtigste dværgbusk. Revling danner flade, vidtkrybende skudsystemer med små, stedsegrønne nålelignende blade. Modsat hedelyng har den ikke en fast livscyklus med slutdato, og den er ikke afhængig af meget sollys. Den kan derfor leve i bunden af en tæt lyngbevoksning og afvente, at hedelyngen dør bort, så den kan overtage dennes plads.


Klokkelyng på Eskebjerg Versterlyng.


Mosebølle på Ø Bakke øst for Viborg.
Hvordan klarer dværgbuskene tørken?

Da heden ikke giver skygge til buskene, og da jorden kun dårligt holder på vandet, må planterne beskytte sig mod væsketab. Den hyppigste måde planterne tilpasser sig på er små nåleagtige blade med spalteåbninger på undersiden. Igennem spalteåbningerne kan planten optage kuldioxid og afgive ilt. Spalteåbningerne ligger i en fure og er ofte omkranset af små hår, der skaber et fugtigt miljø omkring spalteåbningerne og dermed begrænser fordampningen stærkt.


  Download opgaver til Heder