Vejkanter og ruderater

I Danmark udgør byer og veje ca. 10% af det samlede landareal. I byerne og langs vejene kan man finde et meget stort udsnit af Danmarks vilde flora. Enhver form for trafik: biler, tog og f.eks. last af skibe er gode metoder til frøspredning. Vegetationen i rabatter og grøftekanter afspejler dog i høj grad økologien i de tilstødende landområder. En rabat er ikke ens langs en nyanlagt motorvej og langs en kartoffelmark i Midtjylland.


Ruderat

Ordet ruderat kommer fra det latinske ord rudus, der betyder ruiner, grus eller murbrokker og anvendes som betegnelse for steder med rester af gammelt byggeri, affaldsmaterialer og andre tegn på menneskelig aktivitet. Sådanne voksesteder er ofte meget næringsrige, især er mængden af kvælstof og fosfor meget højere end i omgivelserne. Andre menneskeskabte biotoper kan sammenlignes med ruderater. Det gælder fortove, vejkanter, parkeringsområder, hække, kirkemure, havne- og kajområder, godsbaneterræner o.lign.

Terræn med sporskifter, gul kløver og rundbælg.

Trøjborg i Aarhus. Byggetomt med nyeetablerede planter.
Byggetomter

Betegnelsen ruderater er hovedsagelig knyttet til bebyggelse i forfald, hvad enten det drejer sig om byområder, industrikvarterer eller landbrug. Hvor jordbunden er ryddet og åben, etablerer en- eller toårige pionerplanter med stor frøproduktion sig hurtigt. Ruderatplanter er især klæbrig brandbæger, løgkarse, gederams, hvid stenkløver og gold byg. Får arealerne lov til fortsat at ligge uberørte hen, kommer flere flerårige urter til som f.eks. feber-nellikerod, aftenpragtstjerne, ensidig klokke, stor nælde og almindelig kvik. Senere kan man finde almindelig hyld og almindelig brombær, hvis der er bærædende fugle i området som solsort og stær.


Befærdede steder

Brostensbelagte gader, flisebelagte fortove og andre åbne og stærkt befærdede pladser giver helt ekstreme forhold for de planter, der prøver at etablere sig. For her er masser af lys og store temperaturudsving, og jordbunden er almindeligvis veldrænet og dermed udsat for udtørring. Yderligere betyder konstant færdsel på arealerne, at planterne må tilpasse sig et stærkt slid, f.eks. ved at danne flade skud, der følger terrænoverfladen, som det ses hos vej-pileurt, lav ranunkel og bidende stenurt. En række flerårige arter har så stor kraft i deres skudspidser, at de kan bryde igennem brostens- og asfaltbelagte fortove og veje som f.eks. japan-pileurt, ager-padderok, almindelig kvik og håret star.

Kajanlæg på Aarhus Havn med gederams.

Omkring gamle kirkegårdsdiger kan man ofte møde stor frodighed.
Kirkegårde, klostre og borgruiner

I forbindelse med ældre bygningsværker, hvor middelalderens magtelite boede og arbejdede finder man ofte plantearter, der indgik i husholdning og lægekunst. Det gælder f.eks. køkkenurter som sødskærm og pastinak og lægeurter som rejnfang, svaleurt, skarntyde og arter af kongelys.


Vejkanter

I Danmark har vi omkring 73.000 km veje med bevoksede kantarealer. Der er tale om arealer, der hører til de mest regulerede i Danmark. Der er således regler for drænforhold, terrænhældning og græsblandinger til vejkanter og for slåning af plantevæksten. De fleste vejkanter er således resultatet af en anlægsproces, hvor man har etableret et fladt, græsbevokset areal langs kørebanen. Der anvendes græssorter, der er lavtvoksende og som danner udløbere, der er med til at fastholde jordoverfladen. Ofte iblandes almindelig kællingetand, der binder luftens kvælstof, hvilket er en fordel fordi råjord eller humusfattigt grus i de nye vejanlæg ofte er uden kvælstof. De fleste af de udsåede planter forsvinder efterhånden og nye planter etablerer sig. På vejstrækninger langs landbrugsområder ses ofte en flora af markernes enårige ukrudtsarter som kølle-valmue, kornblomst og lugtløs kamille. Langs veje i skovområder ses ofte hvid anemone, stor fladstjerne, liljekonval, enblomstret flitteraks og almindelig kohvede. I de jyske hedeområder ses hedelyng, revling, vellugtende gulaks og bølget bunke. På arealet nærmest kørebanen slides plantevæksten konstant ned, så det er kun de mest hårdføre, der kan klare sig. Det er f.eks glat vejbred, vej-pileurt og enårig rapgræs. I de senere år er denne del af vejkanten også præget af engelskgræs og strandvejbred, der klarer sig godt på de arealer, der hver vinter udsættes for store mængder af vejsalt.

Lystrup ved Aarhus. Skråningerne ved det nyanlagte motorvejsanlæg er tilsået med almindelig kællingetand, som binder kvælstof og dermed forbedrer jorden, inden plantevæksten overlades til sig selv.

Lyngby ved Aarhus. Blomsterfloret på vejkanten antyder, at der for nylig er foregået jordarbejde på stedet.
De frodige vejkanter

Stort set overalt i Danmark, hvor man ser på vejkanter, finder man med stor sandsynlighed planter som almindelig røllike, rød svingel, almindelig hundegræs, høst-borst, lancetbladet vejbred og mælkebøtte. Det der dog mest præger vejkanten først på sommeren før 1. slåning er vild kørvel. Senere skifter vejkanterne i den frodige del af landet udseende og præges af højtvoksende, flerårige planter som cikorie, pastinak, rejnfang og høje græsser som draphavre.


Vejgrøfter

Vejgrøfterne har normalt en ret fugtig og noget skygget bund. Det giver gode betingelser for en række af de planter, vi finder i mose- og engområder som lodden dueurt, kåltidsel, almindelig hjortetrøst, tagrør og bredbladet dunhammer.

Feldballe ved Rønde. De høje skud af pastinak, grå-bynke og cikorie skjuler skiltet, der viser vej til Feldballehallen.

  Download opgaver til Vejkanter og ruderater